Status på jagtåret 2014/2015. Nye gummistøvler ønskes. For aldrig har jeg da vadet rundt i så meget vand og pløre som i år 🙂 I januar har det stort set været umuligt at komme ned bag i terrænet på uden at skulle være iført waders!
Det har ikke desto mindre været et fornuftigt år hvor jeg har haft tid til at komme af sted på jagt. Og hvor der også har været fornuftigt udbytte. Især rævene har vakt min interesse, måske fordi rævejagten er gået meget bedre i år. Jeg har set langt flere ræve og er blevet bedre til at komme uset ind i terrænet og sidde på lur. Jeg synes det er spændende. På billedet nedenfor ser det grangiveligt ud som om Mikkel smiler lidt.. Det kan måske skyldes at billedet er taget 28/2 efter solnedgang. Så er der fred frem til 1/9 hvor den officielle rævejagt går ind igen.
Jeg synes jeg kan se tilbage på et godt år. Der har været mange spændende jagter, jeg har set rigtigt meget vildt derude og jeg har også udviklet mig som jæger. Det er meget sjovt at mærke den rutine der efterhånden indfinder sig, især i forhold til påklædning og grej. Erfaringen man får, der gør at jagterne bliver mere og mere vellykkede i takt med man husker alle småtingene der er bygget op i erfaringsbasen.
De næste par måneder skal gå med spionage, den nyeste skydestige tror jeg skal ind og efterses og males, der skal ryddes lidt pürsch-stier i granskoven og så skal der skydes. Både med riffel og hagl. I den forbindelse skal jeg da lige reklamere lidt for dette tiltag :
http://www.lyngsjagtvaaben.dk/skydebanebningstider
som gør det muligt at komme på skydebanen på lidt alternative tidspunkter. God stemning derude og altid hyggeligt.