Det er ikke pænt at prale…

Så det vil jeg undlade… Der er nu heller ikke så meget at prale af. På trods af mine gentagne visualiseringer om nedlæggelse af en kæmpe seks-enders på premieremorgenen, så er det endnu ikke blevet til en buk for mit vedkommende.

Godmorgen!

Godmorgen!

Til gengæld er det så igen blevet til en masse pragtfulde solopgange og nogle helt uforlignelige morgener…(Ja ja, jeg ved det godt = Slap nu af 🙂 ) Men hver eneste morgen besidder sin egen sublime form for skønhed, hvad enten det er  en solrig vindstille morgen hvor fuglene synger som om de var betalt for det, og alting dufter nyt og sprængfyld af saft og kraft, eller en overskyet regntung morgen hvor kold blæst går lige igennem tøjet og hvor skovbunden på trods af årstiden dufter af efterår. Det hele giver mening.

Og så har jeg i år rent faktisk set bukken. Eller bukkene 🙂 Det er både blevet til det fine eksemplar der tidligere er blogget om samt et par andre aktører der også har meldt sig. Og den ene er faktisk en pæn, om end noget tynd, seks ender. Så hvis alt går efter den nøje tilrettelagte visualisering i mit lille hoved, så har jeg nedlagt lige præcis den inden bukkejagten er omme.

Og her skulle der så have været et fint billede af en pæn buk. Men som dem der også går på jagt sikkert ved, er det begrænset hvor meget man kan slæbe med. Og med riffel, kikkert og skydestok samt lommer fyldt med alt muligt, er der ikke plads til et kamera med telelinse. Ikke uden at jeg ville lyde som en omrejsende sælger i blikvarer! Så intet billede denne gang.

Find råen!

Find råen!

 

I stedet er her et billede fra den ene skydestige. Læg mærke til den rå der går og spiser til højre i billedet. Den holder til i området foran stigen. Tit kan man sidde i lang tid og se dne gå rundt og spise dernede. Det er cool at lære området og dyrene at kende på den måde. På sigt er det nemmere at udvælge sig et dyr til efteråret når man ved hvad der går på reviret…

 

Dette indlæg blev udgivet i Jagt, Jagt. Skydestige, Nydning, Råvildt, Udstyr. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *